| Song | Lindisfarne |
| Artist | Svartsot |
| Album | Mulmets Viser |
| Download | Image LRC TXT |
| Ud for Northumbria den fagre ø la | |
| For enden af ebbe-vejen, vandret af få | |
| Kranset af vand, den kolde nordsø | |
| Et kloster af sten der stod på den ø | |
| Forvaret af bø lger, i fred at gøre bod | |
| Munkenes sjæle var frelste, de troed | |
| Rædslen for storme var gemt af veje | |
| For hvem ville tro, at døden ku' sejle? | |
| I det herrens år syvhundred' nititre | |
| En mørk vinter morgen hyllet i sne | |
| Skyerne spyed' torden og lyn | |
| Og orme skreg, så grimt et syn | |
| Tre snekker sås, af skåret stavn hver | |
| Læssed' med stridsmænd, en hendningehær | |
| Ført over havet i vindenes vold | |
| Væbnet i læder, brynje og skjold | |
| Uden et ord, de stormed' den strand | |
| Ilden i hjertet lysted for strid | |
| Guds mænd må slagtes, hver eneste mand | |
| Danskerne kendte kun hæder og mod | |
| Brødrene kendte kun barmhjertighed | |
| Som bytte for ravnen de egned' sig mest | |
| De elsked' deres frelser, de elsked' deres fred | |
| Men hyrden så på mens flokken blev flået | |
| Huden blev heven fra kød og fra ben, | |
| Skønt de havde deres herre, døde de alene | |
| Ingen ku' måle sige med danskernes vrede | |
| Døden de mødte i helligt højkor | |
| Med sværdet til hjalten blev de gennemboret | |
| Helgenblod gydtes på højaltrets dug | |
| Hjemad de sejled' fra ran og slagtning | |
| Hedningen, dansken, den stygge viking | |
| Byttet var stort, og tabene små | |
| Til de døde, de drak til de lå | |
| De sang om deres ære, om gudernes gunst | |
| De sang om den gode mjødbrygningskunst | |
| I midgårds store sale de sang om deres dåd | |
| I hjemlandets møer sæden blev såed | |
| Vil verden nogensinde se dem igen | |
| Der voldtog deres døtre og slagted' deres mænd | |
| Stjal fra deres kirker og fyred' deres hjem | |
| Det var en forsmag af, hvad der ville ske | |
| Mange flere snekker var derefter set | |
| Mange flere liv blev ladet i strid | |
| Lindisfarne varsled' vikingetid |
| Ud for Northumbria den fagre la | |
| For enden af ebbevejen, vandret af f | |
| Kranset af vand, den kolde nords | |
| Et kloster af sten der stod p den | |
| Forvaret af b lger, i fred at g re bod | |
| Munkenes sj le var frelste, de troed | |
| R dslen for storme var gemt af veje | |
| For hvem ville tro, at d den ku' sejle? | |
| I det herrens r syvhundred' nititre | |
| En m rk vinter morgen hyllet i sne | |
| Skyerne spyed' torden og lyn | |
| Og orme skreg, s grimt et syn | |
| Tre snekker s s, af sk ret stavn hver | |
| L ssed' med stridsm nd, en hendningeh r | |
| F rt over havet i vindenes vold | |
| V bnet i l der, brynje og skjold | |
| Uden et ord, de stormed' den strand | |
| Ilden i hjertet lysted for strid | |
| Guds m nd m slagtes, hver eneste mand | |
| Danskerne kendte kun h der og mod | |
| Br drene kendte kun barmhjertighed | |
| Som bytte for ravnen de egned' sig mest | |
| De elsked' deres frelser, de elsked' deres fred | |
| Men hyrden s p mens flokken blev fl et | |
| Huden blev heven fra k d og fra ben, | |
| Sk nt de havde deres herre, d de de alene | |
| Ingen ku' m le sige med danskernes vrede | |
| D den de m dte i helligt h jkor | |
| Med sv rdet til hjalten blev de gennemboret | |
| Helgenblod gydtes p h jaltrets dug | |
| Hjemad de sejled' fra ran og slagtning | |
| Hedningen, dansken, den stygge viking | |
| Byttet var stort, og tabene sm | |
| Til de d de, de drak til de l | |
| De sang om deres re, om gudernes gunst | |
| De sang om den gode mj dbrygningskunst | |
| I midg rds store sale de sang om deres d d | |
| I hjemlandets m er s den blev s ed | |
| Vil verden nogensinde se dem igen | |
| Der voldtog deres d tre og slagted' deres m nd | |
| Stjal fra deres kirker og fyred' deres hjem | |
| Det var en forsmag af, hvad der ville ske | |
| Mange flere snekker var derefter set | |
| Mange flere liv blev ladet i strid | |
| Lindisfarne varsled' vikingetid |
| Ud for Northumbria den fagre la | |
| For enden af ebbevejen, vandret af f | |
| Kranset af vand, den kolde nords | |
| Et kloster af sten der stod p den | |
| Forvaret af b lger, i fred at g re bod | |
| Munkenes sj le var frelste, de troed | |
| R dslen for storme var gemt af veje | |
| For hvem ville tro, at d den ku' sejle? | |
| I det herrens r syvhundred' nititre | |
| En m rk vinter morgen hyllet i sne | |
| Skyerne spyed' torden og lyn | |
| Og orme skreg, s grimt et syn | |
| Tre snekker s s, af sk ret stavn hver | |
| L ssed' med stridsm nd, en hendningeh r | |
| F rt over havet i vindenes vold | |
| V bnet i l der, brynje og skjold | |
| Uden et ord, de stormed' den strand | |
| Ilden i hjertet lysted for strid | |
| Guds m nd m slagtes, hver eneste mand | |
| Danskerne kendte kun h der og mod | |
| Br drene kendte kun barmhjertighed | |
| Som bytte for ravnen de egned' sig mest | |
| De elsked' deres frelser, de elsked' deres fred | |
| Men hyrden s p mens flokken blev fl et | |
| Huden blev heven fra k d og fra ben, | |
| Sk nt de havde deres herre, d de de alene | |
| Ingen ku' m le sige med danskernes vrede | |
| D den de m dte i helligt h jkor | |
| Med sv rdet til hjalten blev de gennemboret | |
| Helgenblod gydtes p h jaltrets dug | |
| Hjemad de sejled' fra ran og slagtning | |
| Hedningen, dansken, den stygge viking | |
| Byttet var stort, og tabene sm | |
| Til de d de, de drak til de l | |
| De sang om deres re, om gudernes gunst | |
| De sang om den gode mj dbrygningskunst | |
| I midg rds store sale de sang om deres d d | |
| I hjemlandets m er s den blev s ed | |
| Vil verden nogensinde se dem igen | |
| Der voldtog deres d tre og slagted' deres m nd | |
| Stjal fra deres kirker og fyred' deres hjem | |
| Det var en forsmag af, hvad der ville ske | |
| Mange flere snekker var derefter set | |
| Mange flere liv blev ladet i strid | |
| Lindisfarne varsled' vikingetid |